Eller hvad virker egentlig på Twitter? Nogle mener at twitteriet er overhypet og dybest set overflødigt tidsfordriv – andre kan ikke få nok og har flyttet det meste af deres online tilstedeværelse herind. Til de sidste hører undertegnede ikke, selvom jeg vil medgive en vis fascination af mediet. Og må også konstatere en stigende Facebook-træthed, mens jeg finder mine Twitter-venner sjovere, omend mere uforpligtende.
3 amerikanske forskere satte sig sidste år for at undersøge hvilke typer tweets der egentlig virker, dvs. bliver retweetet eller på anden vis er populære. I artiklen “Who gives a tweet”
når de ikke overraskende frem til at det er meget vigtigt at informationerne er dugfriske og ikke daggamle.
Ved at måle på brugernes adfærd på et særligt testsite og give adgang til at rate tweets, nåede de frem til nogle ret klare pointer. Cirka en tredjedel af de tweets – fra godt 20.000 profiler – som flød igennem sitet blev ratet som læseværdige, mens en fjerdedel blev ratet uinteressante – ikke sjældent med kommentaren ” det er kedeligt”. Mon Facebooks statusopdateringer kan konkurrere med det?
Især tweets der drejede sig om afsenderens øjeblikkelige humør eller position var upopulære, mens opfølgende eller supplerende informationer til andres tweets blev foretrukket. Fx. når links blev retweetet med kommentarer.
Til gengæld var tweets med rene links meget upopulære, sammen med overdreven anvendelse af @mentions eller #hashtag – og fri os for Foursquare-opdateringer!
og nåe ja – whining – eller jammer – kan helt sikkert undværes, mens glade og ligefremme tweets er velkomne.